”Jeg laver menneske-sudoku, det skal gå op”

Arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg debuterer den 25. oktober med ’Enkernes Land’. Her fortæller hun om, hvordan hun fandt på historien om en 98-årig dansk kvindes død, der fletter sig sammen med religiøse tråde på tværs af kontinenter og generationer.

Hvad handler Enkernes land om?

”Enkernes Land begynder i Vestjylland, hvor en 98-årig kvindes mystiske og makabre selvmord kædes sammen med et mord på en kontroversiel, kvindelig højesteretsdommer i USA. På begge lig findes nemlig nogle ældgamle romerske amuletter, der har været forsvundet fra Nationalmuseets samling. Vicepolitiinspektør Peter Iversen, en Københavnerdreng, der i forbindelse med politireformen er blevet forflyttet til Vestjylland, sættes på sagen sammen med den rodløse og rebelske arkæolog Nanna, der er ekspert i amuletter og lidt af en Indiana Jones. Hjemme i Vestjylland står den erfarne efterforsker, Vivi, for opklaringens lokale spor. Herfra tages læseren med ud på en spændende jagt fra Vestjylland til Kairo, fra Vatikanet til Louisianas sump.”

Er der noget af karaktererne i dig?

”Ja, der er noget af mig i dem alle, men der er også meget, det slet ikke er mig. Nanna for eksempel tager jo chancer. Hun er sådan en som satser, som da hun tager tilbage til Ægypten, fordi hun har brug for pengene, Selvom hun har været med til at starte det arabiske forår. Det ville jeg aldrig gøre, men hun bygger på alle de erfaringer, jeg har ude fra verden.

Med Peter synes jeg bare, det var sjovt at tage sådan en rigtig Vesterbro-dreng og pille ham ud af sit vante miljø. Jeg har jo min daglige gang i København som jyde. Og der er bare nogle ting, jeg griner af, for eksempel de der smarte Københavnere, der kører rundt i firhjulstrækkere. Hvad laver de kæmpe biler inde i byen? Det er jo kun, fordi det ser godt ud. Så Peter skulle da have sådan én. Han synes, han er for sej, men ude på landet, hvor den kører i sit rette terræn, griner de af ham. Han har ikke styr på at få den fikset. Sådan nogle små egne erfaringer, synes jeg er sjovt at skrive på.”

Men er det også fordi du tænker, at det vækker genkendelse?

”Ja, det tror jeg da, men han går jo også efter jyderne – der skal være noget som begge sider kan more sig over.”

Det er en ret ambitiøs roman. Hvordan har du kunnet få den der gåde til at går op?

”Jeg er ambitiøs med alt, jeg laver, men jeg har været sindssygt ambitiøs med den her bog. Det er et stort spring for mig at skrive skønlitteratur, og jeg har virkelig lagt mig i selen for, at det blev godt. Men selvfølgelig har det været svært. Jeg har haft mange kriser, det er jo menneske-sudoku, det skal gå op. Samtidig har jeg bestræbt mig på at gøre det let, så man forstår det. Jeg siger til kvinder, at det er ikke biologi, at I ikke har lige så meget magt som mænd. Det er kultur. Det er mennesker, der laver reglerne. Jeg vil for alt i verden undgå at pege fingre ad dem, der er troende, men tro er magt, og det er den, vi sidder tilbage med. Stiller du spørgsmålstegn ved, hvordan det hele begyndte, så vakler 1700 års opfattelse af køn lige der. Det er jo superspændende. Jeg vil gerne have at læsere oplever verden anderledes med den viden, jeg giver dem.”

Hvordan opstod ideen til Enkernes Land?

”Jeg sad og arbejdede på en forskningsartikel om de her to amuletter, som jeg har brugt i romanen, og som bærer en gnostisk indskrift, Ablanathanalba. Jeg anede ikke, hvem gnostikerne var, men fandt frem til, at det var en form for kristendom, der blev dømt kættersk i 300-tallet. Gnostikerne ledte mig videre til en gren, der kaldte sig profetiens kirke, hvor kvinder, der hørte guds kald, kunne være profeter og biskopper.

Jeg har altid interesseret mig meget for tiden omkring den tidlige kristendom, hvor der sker et nybrud.  Nye religioner opstod, videnskaber og filosofiske retninger blomstrede, og det interessante er jo hvilke religioner, der ender med at blive dominerende. I de store monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam) er der en indbygget kønsskævhed, som jeg har været opmærksom på, siden jeg var teenager, men i de tidlige år var kristendommen en meget aktivistisk bevægelse, der talte til både mænd og kvinder og mente, at alle er lige for Gud. Det feminine stod altså meget stærkere, og kvinder kunne være præster. Så banalt set, hvor gik det galt, piger? Hvornår mistede vi magten, hvornår løb mændene fra os? Jeg har altid drømt om at skrive en roman, og så tænkte jeg, det her kan sgu da bruges.”

I ’Enkernes Land’ følger vi fiskerkonen Marie i fortidssporet og i nutidssporet amuleteksperten Nanna og efterforskerne Peter og Vivi. Var det hele tiden meningen, at der skulle være så mange hovedpersoner?

”Nej, i begyndelsen af skriveprocessen var det kun Nanna og Peter, men Vivi maste sig på…

Hun kom ind i fortællingen, fordi en vicepolitiinspektør aldrig ville blive sendt ud for at finde den gamle Fru Jensen. Jeg har en gymnasieveninde, der er embedslæge, og som har arbejdet med politiet i 15 år, og hun sagde, at Iversen aldrig ville nedværdige sig til at tage ud til et selvmord. ’Der skal du have en helt ny politiassistent’. Det kunne jeg godt se noget smart i, for når jeg nu sendte Peter Iversen og Nanna ud i verden, måtte jeg have en, der kunne stå for det lokale opklaringsspor, men jeg gad ikke skrive på en, der var ung. Det var sjovere med en, der egentlig ikke gad sit arbejde længere, en der ikke gad mere pjat, men som havde en masse erfaring at trække på. Stort set hver gang jeg afleverede noget, der skulle læses igennem, sagde min redaktør; ’Det er godt, men vi kunne godt bruge noget mere Vivi’.

Fiskerkonen Marie fandt jeg på, fordi jeg havde brug for en karakter, der kunne få læserne til at mærke det uretfærdige i, at kvinderne blev overhørt i de religiøse miljøer. Jeg faldt over den her ulykke fra 1893, hvor mange fiskere druknede i en storm, og hvor præsten, pastor Moe, ugen efter holdt en prædiken, hvori han kaldte ulykken guds straf over de vantro. Det ved vi, fordi skribenten Henrik Cavling reporterede til Politiken. Om han smurte tykt på, ved vi ikke, for vi har ikke den originale prædiken.

På Vestkysten fandtes der folk, der kunne tage varsler af havet som Marie, men hun er totalt fiktiv – og summen af alle de kvinder gennem 2000 år, der ikke har fået lov til at tale offentligt, når de kunne. Så derfor er det sporet vigtigt. Jeg vil have en, der gennemgik hele fornedrelsen og mærkede det uretfærdige i maven, så læseren kunne mærke det.”

Kunne der være en ny roman?

”Ja, det synes jeg da, der bliver åbnet lidt op for. Det er ikke alle løse ender, der bliver bundet, og jeg får hele tiden nye ideer. Jeg befinder mig godt med de mennesker, jeg har skabt og Vivi bliver jeg næsten nødt til at vende tilbage til.”