Kontur

Vi taler med Peter A.G.

Hvad håber du, læserne får ud af at dykke ned i din biografi?

Jeg håber læserne vil more sig og måske knibe en tåre. En god bog skal gøre levende og være en

”sanse-rusker”.

Hvornår og hvordan opstod ideen til at skrive en erindringsroman?

Jeg skriver hele tiden. Under Coronaen gik jeg i gang med biografien. Min far sagde, at jeg kun skulle synge om noget, jeg har oplevet. Per Højholt sagde, jeg skulle vente med at skrive biografi, til jeg var gammel nok. De råd har jeg fulgt. Min biografi er skrevet i nutid. Jeg er i situationerne, og skriver kun om det, jeg selv er med i. Og da jeg fandt ud af, at jeg også selv er en skiderik, begyndte det rigtigt at køre.

Du har tidligere skrevet flere bøger, bl.a. børnebøger og en julekalender for voksne. Er der flere bøger i støbeskeen?

Jeg trapper gradvist ned med musikken. Så håber jeg at skrive 4 romaner. Jeg er godt i gang: En fra havet, en fra landet, en fra storbyen og en fra udlandet. De handler alle sammen om mænd. Jeg vil også gerne lave en fortsættelse af Julekalenderen. Den skal være fuld af samtaler. 365 stk!

Din mormor og morfar var boghandlere, hvordan har det været at vokse op i bøgernes verden?

Oldefar var boghandler, mormor og morfar, to onkler og tanter. Vi voksede op med bøger på alle hylder. Man skulle ikke spilde sin tid på ugeblade. Hellere læse en god bog. Og hvad er en god bog? Det er en, man kan leve sig ind i, en god ven, der vil én det godt.

Hvordan fejrer du jul og er der særlige traditioner, der er vigtige for dig i højtiden?

Jeg elsker julen. Jeg starter allerede efter sommerferien med at samle grankogler, agern, alt muligt i naturen til den store Juledekorations-lørdag med familie, børn og børnebørn oppe i tårnet. Hvert andet år holder vi den store julefest hjemme hos os. Juletræet når helt op til loftet. Men først skal vi i kirke.

Hvad er historien bag forsiden på din biografi Rødvin & memoirer?

Rødvin & Memoirer er jo min historie om at være Karusselkongen, Mr. Swing King. Det er noget bøvl, som man også vil kunne læse, men det er noget fornøjeligt bøvl. Cirkushesten fik jeg af Max Fiedel, fordi jeg hjalp med at sætte familiens gamle karussel op i Tivoli Friheden i Aarhus nogle sæsoner. Så tænkte min kone: Den skal på forsiden!

Din morfar spiste mandler med myntestænk på en bænk ved åen, og har inspireret dig til sangen Når jeg bliver gammel. Er det også sådan, du ønsker at tilbringe din alderdom?

At ”sidde på en bænk” er for mig et billede på åbenhed og muligheden for at andre sætter sig. Jeg er som skabt til at mødes med nogen. Jeg kan godt lide alle slags mennesker. Sådan er min bog også skrevet, i et håb om at dele mit liv med nogen. Og kun korte kapitler. Man skal ikke spilde læsernes tid, cut the crap.