Interview med Alex Ahndoril
(Alexandra & Alexander Ahndoril)
Siden 2009 har Lars Kepler begejstret tusindvis af danske krimifans med hæsblæsende krimier med kriminalkommissær Joona Linna i hovedrollen.
Nu er det svenske forfatterægtepar bag pseudonymet Lars Kepler, Alexandra og Alexander Ahndoril, udkommet med første del i en ny planlagt trilogi, som er en serie af puslespilskrimier kaldet Nøgleserien.
På hvilke punkter differentierer jeres nye bog ”Jeg skal finde nøglen” sig med forfatterskabet under pseudonymet Lars Kepler?
I Lars Keplers bøger om Joona Linna og Saga Bauer forsøger vi at maksimere thrilleren som form. Det er mørkt, skræmmende, voldsomt, farligt og intenst. Hvis det står til os, holder vi aldrig op med at skrive de bøger.
Jeg skal finde nøglen er anderledes. Det er den første bog i en serie af puslespilskrimier, som det hedder på svensk – det man kalder whodunit på engelsk – men i en moderne form med komplekse karakterer og en nutidig psykologi.
Hver bog er en ny sag for privatdetektiv Julia Stark. Hun er en kompliceret, ung kvinde som lever i skyggen af en forfærdelig tragedie. Som teenager var hun den eneste overlevende efter et stort flystyrt i Rumænien. Hendes posttraumatiske stresssyndrom gør det vanskeligt for hende at have relationer, men den gør hende også usædvanligt opmærksom på detaljer og dygtig til at afkode andre mennesker.
Jeg skal finde nøglen begynder med, at Julia får besøg på sit kontor af en mand, som er en af ejerne til en stor familievirksomhed. Dagen inden har familien haft generalforsamling og middag på deres gods langt ude på landet. Om morgenen fandt manden et fotografi på sin telefon af en bundet, blodig mand med en sæk over hovedet. På grund af alt for meget alkohol aftenen før, kan han ikke huske, hvad der er sket, og hvor billedet kommer fra. Derfor vil han hyre Stark Detektivbureau til at finde ud af, om det er ham, der er den skyldige, inden politiet bliver involveret.
For at finde nøglen til denne gåde må Julia Stark trække på sin logiske sans, iagttagelsesevne, psykologiske fingerspidsfornemmelse og menneskekundskab.
Nøgleserien er langt fra idyllisk; mennesker har mørke hemmeligheder og gør ubehagelige ting over for hinanden, men ingen læsere behøver at være bange for, at de får mareridt af de her bøger.
Hvordan er det at skrive sammen som ægtepar? Har I nogle fast definerede arbejdsopgaver ifm. skriveprocessen?
Næste år har vi tredive års bryllupsdag, og vores tre døtre er blevet voksne. Vi elsker at skrive sammen, det er det bedste, der findes, og efter at have skrevet over ti bøger i fællesskab er vores skriverutiner blevet slebet godt til. Vi deler stadig alt i skriveprocessen, som i det store hele består af tre faser: samtalefasen, hvor vi fordyber os i en grundlæggende idé og udtænker plottet i detaljer for at forstå hver enkelt karakter og hvert valg, de træffer, og hver løgn, de fortæller. Det handler om empati, om at kunne sætte sig ind i både ofrets og forbryderens liv.
Så kommer en lidt mere alvorlig fase, hvor vi laver research – autenticitet har altid været vigtig for os. Og først derefter kommer den magiske del af skrivearbejdet, hvor vi faktisk sidder foran skærmen. Så begynder historien og karaktererne at få liv, som ved egen kraft. Vi sidder side om side ved hver vores computer og bytter tekst med hinanden igen og igen, indtil vi ikke længere ved, hvem der startede med at skrive hvad.
Hvad er jeres oplevelse af at gå i en boghandel?
Det er noget af det bedste vi ved! Lige fra små overfyldte butikker til kæmpestore bogpaladser med forskellige afdelinger. Vi elsker nærheden til bøger, duften af bøger, at gå rundt i boghandlen, at tale med personalet, bede om tips, møde andre bogelskere, stoppe op ved forskellige titler og omslag, bladre i bøgerne og så beslutte sig og måske give noget helt nyt en chance. At læse og leve med litteratur er en stor rigdom. Eller for at citere RuPaul: ”Reading is fundamental”.
Hvad læser I selv / hvilke bøger er på jeres natbord i øjeblikket?
Vi har vores egen lille bogklub, bare os to. Vi køber altid to eksemplarer af de bøger, der indgår i bogklubben, og hver dag, når vi er færdige med at skrive (og inden vi begynder at lave mad), sætter vi os og læser nogle kapitler sammen, måske med et glas vin. Det er faktisk vores yndlingstidspunkt på dagen, rent mindfulness. Vi læser en blanding af moderne romaner i alle genrer og klassikere. Lige nu læser vi en roman, vi opdagede, vi begge havde til gode: Stormfulde højder af Emily Brontë. Den er helt mageløs. Bagefter skal vi bl.a. læse Cormac McCarthys Stella Maris.
Har I nogle særlige traditioner til jul?
Vi (særligt Alexander) er besatte af jul, vi har endda lavet et skema for ikke at glemme noget af alt det, vi elsker at gøre til jul. Selve julen begynder lillejuleaften med at grille juleskinken og lægge gaver under træet. Juleaften laver vi skattejagt, selv om børnene er store, spiser risengrød og synger, leger, drikker gløgg, spiser en kæmpe julemiddag af den klassiske slags og får besøg (håber vi) af julemanden. Når alle gaverne er pakket ud, slutter vi aftenen af med en julefilm, som regel Gladiator eller en af Die Hard-filmene.
Flere af jeres bøger er filmatiserede. Hvad mener I at bogen kan som medie i modsætning til TV og film?
Bogen er en slags mirakel: en indgang til en fortælling som er uafhængig af skuespillere, instruktører og klippere, men som i stedet paradoksalt nok er befolket af os selv. Det hele sker i samspillet mellem forfatter og læser. Det eneste, du får i hånden, er faktisk forskellige kombinationer af bogstaver og tegn. Du skal selv forestille dig fortællingen inde i dit hoved, og det gør læsning ekstremt intimt og følelsesladet. En far i en roman vil altid have et skær af din egen far. Bøger er menneskets superkraft!