Vi taler med Hanne-Vibeke Holst
Som en af stjernerne på den danske forfatterhimmel, og som modtager af boghandlernes pris De Gyldne Laurbær i 2009, står Hanne-Vibeke Holst funklende klar. Hun er blandt andet ophavskvinde til romanerne Knud, den store, om hendes far, forfatteren Knud Holst, og Som Pesten fra 2017, der tog fat i emnet om en verdensomspændende pandemi, længe inden nogle af os havde hørt om Covid-19. Nu er Hanne-Vibeke Holst aktuel med en medrivende skæbnefortælling om Sonja Ferlov Mancoba, som er en af den nyere tids mest betydningsfulde danske kunstnere. Det er en dramatisk historie om en kvindeskæbne indrammet af to verdenskrige.
Er der noget af karaktererne i dig?
”Ja, der er noget af mig i dem alle, men der er også meget, det slet ikke er mig. Nanna for eksempel tager jo chancer. Hun er sådan en som satser, som da hun tager tilbage til Ægypten, fordi hun har brug for pengene, Selvom hun har været med til at starte det arabiske forår. Det ville jeg aldrig gøre, men hun bygger på alle de erfaringer, jeg har ude fra verden.
Med Peter synes jeg bare, det var sjovt at tage sådan en rigtig Vesterbro-dreng og pille ham ud af sit vante miljø. Jeg har jo min daglige gang i København som jyde. Og der er bare nogle ting, jeg griner af, for eksempel de der smarte Københavnere, der kører rundt i firhjulstrækkere. Hvad laver de kæmpe biler inde i byen? Det er jo kun, fordi det ser godt ud. Så Peter skulle da have sådan én. Han synes, han er for sej, men ude på landet, hvor den kører i sit rette terræn, griner de af ham. Han har ikke styr på at få den fikset. Sådan nogle små egne erfaringer, synes jeg er sjovt at skrive på.”
Men er det også fordi du tænker, at det vækker genkendelse?
”Ja, det tror jeg da, men han går jo også efter jyderne – der skal være noget som begge sider kan more sig over.”
Hvilken bog er du i gang med at læse lige nu og hvorfor lige netop dén?
Jeg læser Ida Jessens essaysamling ENDNU EN BOG JEG ALDRIG SKREV, som handler om at skrive og om at læse. Den handler også om hendes eget forfatterliv og om, hvordan man som forfatter kan blive ved med at skrive, selvom man også bliver meget udmattet af det. Den handler om forfatterens liv, og hvordan det levede liv sætter spor i litteraturen, og om hendes fascination af nogle særlige forfatterskaber. Jeg læser netop den, hvilket jeg tror mange andre danske forfattere også gør lige nu, simpelthen fordi det er en ny bog af Ida Jessen.
Hvad mener du, bogen kan som medie?
Bogen kan mange forskellige ting, men især kan den give læseren ro og mulighed for fordybelse i en larmende, fragmenteret verden. Samtidig kan den præsentere os for andre mennesker, andre tider, andre steder og andre oplevelser, så vi måske forstår både ’de andre’ og os selv lidt bedre.
Hvordan tror du, litteraturen kan være med til at forandre verden?
Litteraturen er en invitation til en samtale mellem læseren og verden udenfor en selv. Selvom samtaler måske ikke i sig selv forandrer verden, så er det et godt sted at starte.
Hvordan har din opvækst som datter af et forfatterpar præget dit eget virke som forfatter?
At jeg overhovedet blev forfatter skyldtes nok, at jeg voksede op med to klaprende skrivemaskiner, og helt fra starten var dybt fascineret af, at mine forældre kunne fortælle historier. Det ville jeg også selv! Derudover så jeg jo, at det også koster – ikke mindst for ens nærmeste – at forsvinde ind i forfatterrummet. Jeg vil ikke sige, at det er lykkes mig at undgå at være fraværende eller ukoncentreret i forhold til min familie, sådan som mine forældre var i perioder, men jeg har været mere klar over det, og vi har talt om det. Den der forfatterkoncentration, hvad enten den skyldes skriveberuselse, angst eller frustration, kan godt virke egoistisk eller skræmmende uden en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der skal til for at skrive en bog.
Hvor finder du inspiration til dine bøger?
I verden omkring mig. I nyhederne. I andre bøger. I samtaler med venner, familie og nye mennesker, jeg møder. Det kræver ofte en omfattende research både før og imens jeg skriver, og den bringer mig mange steder hen og introducerer mig til viden, som er ny for mig. Viden, tanker og ideer, som er nye for mig, er meget inspirerende.
Hvilken bog er du mest stolt af at have skrevet?
Den jeg lige er blevet færdig med. Altid den nyeste. Der er tidspunkter, hvor man er lige ved at give op, så når det alligevel lykkes, og man er nogenlunde tilfreds, og inden alle andre begynder at mene noget, der kan man tillade sig et par ugers stolthed.