Kontur

Forfatterbrev: Tranerne flyver mod syd

Det første frø til Tranerne flyver mod syd blev sået, da jeg fandt en notesbog med hjemmeplejens notater om deres besøg hos min farfar i min fars værksted. Da jeg sad der og bladrede igennem de korte, men indholdsrige dagbogsnotater om, hvad han havde spist, hvordan han havde sovet, og hvad han havde talt med personalet om, begyndte karakteren Bo at vokse frem.

I Tranerne flyver mod syd får læserne et indblik i de overvejelser og den tvivl, som river i en ældre mands indre. En tekst som kunne mærkes i kroppen og vækkede spørgsmål om det svære i livet. Hvad sker der med en ældre mand, når magtesløsheden bare synes at vokse i tomrummet efter, at hans livspartner er flyttet på et
hjem for demente inde i byen. Hvordan føles det at ligge der alene på slagbænken med jagthunden ved sin side?

Så længe jeg kan huske, har jeg syntes, det var spændende at tænke på og beskæftige mig med spørgsmål om mænd og maskulinitet. Allerede som lille var jeg nysgerrig på ’de gamle drenge’ fra den
landsby, hvor jeg voksede op – og stadig bor. I mit skønlitterære virke træder jeg ind i verdener, som på mange måde tangerer mit forskningsfelt som Ph.d.-studerende i sociologi. I min afhandling
har jeg interviewet mænd, som bor her i Jämtland. Afhandlingen handler om maskulinitet, tilhørsforhold (steder) og kolonialisme. I både min forskning såvel som i min (skønlitterære)skrift stræber jeg efter at give plads til komplekse portrætter af de mænd, som bor her. For jeg tror, at deter i de skurende skæringspunkter, i modsætningerne, at vi finder det dybt menneskelige.

Det har været en utrolig oplevelse at få Tranerne flyver mod syd udgivet. Den fantastiske modtagelse, som bogen har fået i Sverige, går derfor lige i hjertet på mig. Jeg bliver især rørt over at høre, hvordan det for nogle læsere har været en helende og forsonende læseoplevelse. Det gør mig helt var indeni, og så bliver jeg glad,
når jeg får mænd til at græde. At Tranerne flyver mod syd nu skal iklæde sig omkring 30 nye sprogdragter og flyve videre
ud i verden er fantastisk (og en anelse svært at forstå).

Selvom fortællingen på mange måder er bundet til et specifikt sted, er min forhåbning, at de danske læsere vil genkende bogens temaer om livets sårbarhed, og hvor svært det kan være at nå selv dem,
der står os nærmest. 

Min forhåbning er, at du føler, du kommer
tæt på Bo og hans liv i hytten sammen med hunden Sixten og hjemmeplejepersonalet. At du føler både varme, glæde og
sorg, når du tager del i hans minder og hverdag og forsvinder ind i hans verden i et par dage. Jeg håber, at Bo vil blive hos
dig længe efter, du har læst den sidste side.
Varme hilsner fra

Lisa Ridzén