
Forfatterportræt: Peter Frödin
Hvad kendetegner en god krimi?
Ja, det kan jeg, for det var en meget stor oplevelse i mit liv og stammer fra min ungdom, hvor jeg skulle hjem og fortælle mine forældre, at jeg havde fået en kæreste. Jeg vidste jo godt, at jeg var homoseksuel, men selvom jeg vidste, det ville blive taget godt imod, havde jeg nerver på. Det var jo kæmpestort. Men jeg kom hjem og sagde til min mor og far: ”Jeg har fået en kæreste.” ”Nå, tillykke… ” sagde de. ”Han hedder Erik.” ”Nå! … Kan han lide at fiske?” sagde min far, med netop de pauser. ”Hvorfor? Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Nå, jamen, jeg tænkte bare, hvis han kan lide at fiske, så vil jeg invitere ham på en fisketur, fordi man taler så godt, synes jeg, når man sidder der og fisker, og så kan jeg jo lære ham at kende.” Det synes jeg var så yndigt, og det var så vigtigt for mig. Der var rigtig mange, der stoppede med at se deres familier, eller hvor det skulle skjules for resten af familien. For nogle var det forbundet med så meget skam.
Din bog handler om at insistere på det positive i livet. Hvorfor er det så vigtigt for dig at fremhæve det positive, både i dine fortællinger og i dit liv generelt?
Som jeg skriver i bogen, så er det sådan, jeg er født, sådan jeg er opdraget, og sådan har jeg valgt at leve mit liv. Og det var vigtigt for mig at få med i bogen. I en ung alder fik jeg en fornemmelse af, at jeg selv er med til at skabe mit liv. Hvis jeg lægger fokus nogle steder, som er mere positive, kærligere, gladere, mere empatiske, så bliver jeg selv gladere, mere empatisk og rummelig.
Det er ikke noget, der gik op for mig på en time, men det voksede i mig og blev en formuleret del af mig. Jeg synes, at der er noget opbyggende og måske inspirerende i at være positiv og italesætte det positive. Jeg synes, at det gør en kæmpe forskel. Det har det i hvert fald gjort for mig.
Holder du jul under kolde, danske himmelstrøg med risalamande og nissehuer, eller lokker varmen i udlandet med strand, vand og varme?
Jeg holder altid jul i Danmark, og som regel bliver det hjemme hos min mand Jon og mig. Jeg laver al julemaden, der er ild i pejsen og pyntet helt skørt meget op – men alligevel smagfuldt, synes jeg selv. Juletræ op til loftet. Folk kommer i løbet af eftermiddagen og sætter sig ned. Jeg laver også konfekt, jeg siger det bare.
Første juledag mødes vi ved halv ellevetiden og tusser rundt i byen og får lidt luft. Går forbi Domkirken, hvor man kan høre et kor stå og synge. Der var også et år, hvor vi tog i zoologisk have og fik en ordentlig bøfsandwich. Og jeg vil sige, skal man ind i abegrotten, så gør det først. Lad være med at spise den store bøfsandwich og så gå i abeburet, for den kombi den er farlig.
Du nævner i bogen de mange forskellige mennesker, du har mødt, som har givet dig plads til at være dig selv. Kan du fremhæve én, der har haft stor indflydelse på dig, og hvordan?
Uh, den er svær den her. Der er så mange mennesker, som har haft meget stor betydning for mig i mit liv. Jeg har meget svært ved at vælge kun et, men det var opgaven, og jeg vil gerne prøve. Da Hella Joof og jeg lavede Bullerfnis i 1991, mødte jeg Ulla Raben, som har været med til at skabe hele B&U-afdelingen. Hun instruerede Bullerfnis og har haft kolossal betydning for mit liv. Vi lavede rigtig mange programmer, og hun lærte mig en masse om at omgås andre mennesker, om at være mig selv, om at lave fjernsyn, seriøst højkvalitets fjernsyn for børn, værdsætte det og vide, det var meget vigtigt. Det var en stor gave at få med.
Fra Bullerfnis til store shows og teaterproduktioner – din karriere har haft mange facetter. Hvilket øjeblik står klarest for dig, når du ser tilbage på dit liv indtil nu?
Det er umuligt at vælge et. Jeg elskede, som jeg nævnte før at lave programmet Bullerfnis på DR med Hella Joof. Man ville gerne noget, hvor børn og voksne kunne se det sammen, og jeg tror, det lykkedes. Historierne blev fortalt, så børnene forstod det, og de voksne genoplevede noget, de kunne huske fra deres barndom. Sangene hørte de mindste for første gang. De voksne kendte dem allerede i forvejen.
Alt, hvad jeg har lavet sammen med filminstruktøren Natasha Arthy elsker jeg også. Jeg synes, børnefilmen Mirakel (2000), hvor jeg spiller skolelæreren, er en kæmpestor og vigtig børnefilm. Jeg arbejdede også sammen med hende på julekalenderen Julefeber (2020), som jeg også synes er sådan en god historie. Og så har jeg elsket at være med til at skabe Lex og Klatten og Det Brune Punktum. Vi skrev selv, lavede det selv, og det var fantastisk og skidesjovt. Jeg har også haft et lykkeligt samarbejde med Nikolaj Steen, som har produceret den musik, vi lavede.
Din bog er både personlig og humoristisk. Hvordan balancerer du mellem at dele dybt personlige historier og samtidig holde en let og underholdende tone?
Humoren har jeg altid med mig, men jeg ville gøre det personligt, for ellers synes jeg, det er uinteressant. Det har været vigtigt for mig, at det var underholdende, men også at der ikke indgår sladder, for det bryder jeg mig ikke om. Jeg prøver heller ikke at prædike noget som helst, jeg har ikke lyst til at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve deres liv. Det må andre mennesker fuldstændig selv om. Jeg vil gerne være med til at inspirere og lave en bog, som er opløftende og underholdende.
Hvordan oplever du at træde ind i en fysisk boghandel?
Jeg elsker at træde ind i en rigtig boghandel. Vi har så mange bøger derhjemme, jeg ved ikke, hvor mange meter vi har, vi har bøger overalt i vores lejlighed. Jeg elsker duften af bøger, at gå og kigge, lade mig inspirere. Jeg kan godt lide den fysiske bog, og min mand, Jon, læser måske tre bøger om ugen. Han læser meget hurtigt. Jeg læser langsomt, til gengæld læser jeg grundigt.
Hvis du kunne lave dit helt eget juletema til en julefrokost, hvad ville det så være? Og hvilken uventet gæst ville du helst have med ved bordet?
Det skulle være et klassisk julefrokosttema. Jeg elsker at lave mad, og jeg laver det lækreste højtbelagte helt fra bunden. Jeg laver blandt andet hjemmelavede karrysild, jeg laver hønsesalat – jeg laver verdens bedste hønsesalat. Og her vil jeg lige fortælle jer, at hemmeligheden er blandingen af mayo-creme fraiche. Der skal mere mayonnaise i end creme fraiche, ellers bliver den for morgenmadsagtig.
Jeg har en rygeovn, hvor jeg ryger min egen røgede laks på vores tagterrasse. Du kan også ryge kartofler. Et stykke godt rugbrød, smør helt ud til kanten, så det ikke bliver tørt, skiver af røgede kartofler og så en skefuld hønsesalat ovenpå. Jeg kan love jer, det er er så lækkert, så jeg vil bare sige go’ fornøjelse.
Og så skulle der være nogle mennesker jeg holder af, og dem er der gudskelov mange af. Jeg ville dække et fantastisk bord og til dessert ville jeg servere risalamande uden mandelessens. Det skiller vandene, men jeg skal bare have blendede mandler, så det næsten bliver marcipan. Og så kunne man jo godt give den her bog, Kan han lide at fiske – og andre godbidder fra mit vidunderlige liv som mandelgave. Jeg er selv glad for, hvordan den er blevet og synes, det er alletiders mandelgave. Måske ville jeg give én til alle.
Den uventede gæst, der skulle med til bordet … Under de lune retter ville Sebastian komme og sætte sig ned med sin guitar og spille: Du er ikke alene. Hvis han giver et ekstranummer, så Måske ku’ vi.