Kontur

Josefine Ottesen genudgiver den dystopiske trilogi Det døde land hos forlaget KRABAT.

Foto af Maria Fonfara

Hvorfor har du skrevet en dystopisk fortælling?

Inspirationen til Det Døde Land kom fra min søn, der i en alder af ca. 15 år begyndte at lytte og spille dødsmetal. Min første reaktion var at tage afstand, fordi musikken var så voldsom og sort. Men han forklarede mig, hvordan netop den musik skaber mulighed for at undersøge det mørke og skrækindjagende, og jeg lod mig overtale til at lytte til en playliste, han lavede til mig.
Det blev et møde med min egen værste frygt, og i stedet for at skubbe det til side, besluttede jeg mig for at undersøge det.
Fantasy, som er det, jeg primært har skrevet, har jo en indbygget ”happy ending”, og det duede ikke til den fortælling, der var begyndt at gro i mig, så derfor besluttede jeg mig for at skrive en dystopi i stedet. For mig blev genren en åbning til min egen angst for, at vi mennesker mister kontrollen over vores egen teknologi, at vi farer vild i videnskabens utrættelige søgen efter at tage og skabe liv, og at fordi vi KAN, SKAL vi også!  
For hvornår er vi ikke længere mennesker? Hvornår er vi programmerede organiske maskiner? Og hvad så med kærligheden?
Alt sammen spørgsmål, jeg havde brug for at finde svar på for selv at finde ro.

Derfor tog jeg hørebøfferne på igen, bad om en ny playliste og satte mig til at skrive, inspireret af Slayer, Black Dahlia, Lamb of God, System of a Down, Opeth mm.
Du kan se meget mere om min inspiration til Det Døde Land på www.josefineottesen.dk

Hvorfor genudgiver du den nu?

Da serien udkom omkring 2010 var kunstig intelligens, CRISP-teknologi og lignende stadig noget, der hørte hjemme i science fiction universer, men i dag er det jo virkelighed. Hvad stiller vi op med det? Kan vi blive ved med at beherske det, eller bliver vi løbet over ende af vores egne opfindelser.
Især spørgsmålet:“Hvad er et menneske?” er blevet langt vanskeligere at svare på. Er det blot en særlig samling af DNA-koder, eller er det den måde, vi forholder os til andet levende, der gør os menneskelige? Hvordan fortsætter vi samtalen om vigtige etiske spørgsmål, når ChatGPT og andre AI-tjenester kan svare på alt?
 For mig er Det Døde Land mere aktuel i dag, end den var, da den oprindelig udkom, og jeg er derfor utrolig glad for, at KRABAT giver den et nyt liv.

Hvorfor udkommer den på forlaget KRABAT?

Jeg er udkommet på mange forskellige forlag gennem tiden, men det centrale punkt for mig i et samarbejde har altid været en fælles begejstring for at formidle bøger og læselyst. Det er derfor med rigtig stor glæde, at jeg bliver en del af KRABATS udgivelsesportefølje, for den entusiasme, jeg har mødt hos KRABAT, er virkelig inspirerende. Jeg ser med forventning frem mod nye og spændende fællesprojekter.