Forfatterportræt: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Hvad inspirerede dig til at skrive Ræveår, og hvordan opstod ideen om at fokusere på en gruppe kvinder på Læsø i 1780’erne?
Jeg er kommet på Læsø hele mit liv og har altid fundet stor inspiration i lyset, naturen og fortællingerne. I litterær sammenhæng er øer fascinerende, fordi det på samme tid er et afgrænset og et åbent sted. Et sted, hvor mennesker er stedt med hinanden og ikke så let kan komme væk, og hvor der samtidig er tradition for at rejse ud og komme tilbage med nye indtryk. Jeg har en ven på Læsø, der fortalte mig om et forlis i 1780, hvor et stort linjeskib gik på grund ud for Læsø og omkring 500 mænd blev reddet i land og placeret på gårde over hele øen. Han mente, at den historie måtte være en roman værdig, og han havde ret. Men jeg ville gerne skrive historien fra kvindernes side. I 1780 var træerne fældet på Læsø og jorden var mager og sandet. Mændene var på havet og kvinderne dyrkede jorden og passede børn og dyr. I modsætning til mange andre steder i Danmark, kunne kvinder eje jord og huse, og det gav dem større råderum og selvbestemmelse. Det var et udsat og fattigt samfund, hvor man var afhængige af hinanden. Det er jo let at forestille sig, at et dramatisk skibsforlis kan kaste gode historier af sig. Men jeg ville undersøge, hvad der sker, når man holder sig inde på bredden. Hvad det er for nogle fortællinger, der folder sig ud og som måske ikke så ofte er blevet fortalt, når kvindernes stilfærdige, dramatiske liv kommer i fokus.
Ræven i din bog virker som en mystisk figur, der måske ved mere om kvinderne, end de selv gør. Kan du fortælle om rævens symbolik og dens rolle i historien?
Mytologisk set udråbes ræven ofte som tyveknægt og luskebuks. Som snedig og snu og beregnende. I denne fortælling er ræven anderledes. Den holder øje med kvinderne fra periferien, den lever i og af det samme landskab som de gør, men sanser på en anden måde. Den ved ting om dem, som de knapt selv gør og lægger mærke til de mindste forskydninger. Kvinderne betragter den som en trussel og som én, der kan stå i forbindelse med magiske kræfter. Og måske blander den sig også ligefrem i deres anliggende, måske beskytter den nogle af dem uden at de nødvendigvis gengælder tjenesten.
Hvad er din oplevelse af at gå ind i en fysisk boghandel?
Jeg ELSKER boghandlerforretninger. Man går gennem en dør og træder ind i en endeløs verden af viden, delte erfaringer, skønhed og grusomhed. Jeg besøger altid boghandlere, hvor end jeg kommer frem i verden. Og så er der jo de mennesker, der arbejder i bogforretninger, som generøst deler ud af deres viden. Det kan da kun gøre en bogelsker lykkelig!
Hvor meget af bogen er baseret på historiske begivenheder, og hvor meget er skabt fra din fantasi?
At linjeskibet Printz Friedrich gik på grund i efteråret 1780, er en sand historie og omstændighederne er ret velbeskrevne. Jeg har forsøgt at skrive virkelighedsnært om dagligliv, samfundsindretning, sædelighedslove, håndarbejde, landbrug, madlavning, fødsler, død, tro og overtro. Men kvinderne og deres personlige historier har jeg selv fundet på.
Kvinderne på Læsø har levet et hårdt og afsondret liv. Hvordan har du arbejdet med at skildre deres indbyrdes forhold og de udfordringer, de står overfor?
Jeg ville gerne skrive en kollektivroman, hvor man både følger de enkelte kvinders dilemmaer og udfordringer, samtidig med at fællesskabet udfolder sin egen dynamik. Jeg har forsøgt at sætte mig i deres sted: Dette barske liv, hvor alle er afhængige af de andre, uanset hvad man måtte mene om dem. Hvor tab og savn altid er nærværende, og hvor man må knokle for at holde sig selv og sine børn i live. Hvor man hele tiden må være i stand til at leve med uvished og altid er afhængig af kræfter, man ikke har indflydelse på. Jeg kunne se kvinderne ganske tydeligt for mig og lod dem føre mig ind i fortællingen. Det er ikke et romantisk fællesskab, hvor alle samarbejder og holder af hinanden. Det er krævende og af til næsten umuligt, men alligevel er ens overlevelse afhængig af, at man finder ud af det sammen.
Hvad ønsker du, at læserne skal tage med sig om kvinders liv og styrke fra denne tid?
Jeg tror, mine læsere har en meget klar fornemmelse af, i hvor høj grad, det er kvindernes styrke og indsats, der til alle tider har holdt samfundet sammen og familierne oppe.
Hvordan har du researchet omkring Læsø i 1780’erne?
Jeg har læst rigtig mange lokalhistoriske undersøgelser og værker og haft stor glæde af Læsømuseet og læsøboere med historisk viden og indsigt. Og så har jeg læst bredt om perioden, om håndværkstraditioner, håndarbejde, tro og overtro osv. Jeg har måtte spørge eksperter til råds om alt fra tangtage til rævejagt og den del af processen er meget lærerig og spændende for mig.
Hvad håber du, at læserne vil tage med sig efter at have læst din bog?
Jeg bliver glad og rørt, når læsere fortæller mig at en bog har sat noget i bevægelse. Selv har jeg under arbejdet med bogen tænkt meget over, i hvor høj grad vi altid er i samme båd, og hvor afhængige vi egentlig er af hinanden på godt og ondt. Jeg har været optaget af, hvordan det intime liv står i forbindelse med den større verden og af urimeligheden i, at det gennem historien ofte har været de nære fortællinger, som de færreste har interesseret sig for. Værdien af omsorg og fællesskab har traditionelt set, ikke været i særlig høj kurs.
Hvordan fejrer du julen, og er der særlige traditioner, der er vigtige for dig i højtiderne?
Min mand og jeg har fire børn og holder altid jul hjemme, for det var let, da de var yngre. Alle mine juletraditioner – og der er mange efterhånden – handler om at få lejlighed til at samle flokken og være sammen. Men det er ikke en lukket fest. Udover familie, har vi gennem tiden har haft mange forskellige mennesker med til vores juleaften. Mennesker fra mange verdensdele, som kommer med nye traditioner og tilføjelser til måltiderne. Julen er både den samme og altid i udvikling, intet skal stivne, og det gør det lykkeligvis heller ikke, hvis man giver plads til mange og til forskellighed.
