Forfatterportræt: Anette & James Price
Hvordan har det været at arbejde med krimien som genre?
Vi holder begge to af at læse krimier og synes også rigtig godt om cosy-crimes.
Det var både spændende og udfordrende at kaste sig ud i krimigenren, og efterhånden som arbejdet skred frem, fandt vi ud af, hvor vigtigt det var at arbejde med et solidt “skelet” og en præcis timeline. Vi var heldige at have gode kilder at støtte os til, ikke mindst inden for politiets kredse, hvor vi fik fremragende hjælp og inspiration fra drabschef Jens Møller Jensen. En kriminalroman er selvfølgelig fiktion, men man er alligevel nødt til at forholde sig til det faktuelle.
Fra begyndelsen var vi klar over, at vi gerne ville bevæge os lidt væk fra den traditionelle politi- eller detektivroman. Så vores hovedperson befinder sig i starten lidt i udkanten af det centrale drama, men ender med at blive dybt involveret i det.
James, du er kendt for din kærlighed til mad, især i “Spise med Price”. Hvordan har din erfaring i køkkenet påvirket skrivningen af denne bog?
Både mit virke som kogebogsforfatter, tv-vært i madprogrammer og medejer af restauranterne “Brdr. Price” har været til inspiration og hjælp i tilblivelsen af bogen. Og det har været sjovt at inkorporere maden som et element, uden at den dog skulle fylde alt for meget.
Hvad håber I, at læserne tager med sig fra bogen, ud over en medrivende mordgåde?
Primært håber vi naturligvis, at det er lykkedes os at skrive en underholdende historie, som ikke kun bevæger sig omkring det kriminalistiske, selvom det naturligvis fylder en del. Men hovedpersonens og bifigurernes personlige liv og udvikling er mindst lige så stor en del af bogen. Og det håber vi, at læserne har lyst til at følge med i.
Hvordan var processen med at arbejde sammen som forfatterpar, især når I kommer fra så forskellige faglige baggrunde?
Det har været en virkelig sjov og givende proces. Vi er begge skrivende mennesker, men det er første gang, vi har arbejdet kreativt sammen. Oprindeligt havde vi planlagt at prøve at fordele skrivearbejdet mellem os, men vi fandt hurtigt ud af, at det gav en for uensartet tone. Så vi besluttede at researche, storyline og redigere sammen, og så skrev James.
Bogen har både gastronomi og krimi som centrale elementer. Hvordan har jeres baggrunde påvirket, hvordan disse elementer er vævet ind i historien?
Vi er begge flittige krimilæsere, Anette måske lidt mere flittig end James.
Og da vi også begge interesserer os levende for gastronomi, og James har en lang baggrund som madskribent og medvært på “Spise med Price”, var det rimelig oplagt, at maden også kom til at fylde lidt i bogen.
Bornholm spiller en stor rolle i bogen. Hvad betyder øen for jer, og hvorfor valgte I netop ”solskinsøen” til jeres historie?
Anette har naturligvis besøgt Bornholm flere gange, og James’ familie havde gennem mere end tyve år sommerhus i Gudhjem, så alle ferier blev tilbragt på øen. Og da Bornholm igennem de sidste mange år også har haft stort fokus rent gastronomisk, var det oplagt at lade handlingen udspille sig der.
Ser I jer selv skrive flere bøger sammen i fremtiden?
Det gør vi bestemt. Og vi er allerede i gang med en efterfølger til “Det røgede lig”, hvor vi møder en del af persongalleriet igen, under lidt andre himmelstrøg.
Hvad er jeres oplevelse af at gå ind i en fysisk boghandel?
Vi elsker begge fysiske bøger og boghandler. Der er noget særligt ved at tage en bog ned fra hylden og bladre i den. Vi har mange bøger i vores hjem, og der er plads til flere!
Hvordan fejrer I julen, og er der særlige traditioner, der er vigtige for jer i højtiderne?
Vi har skiftet lidt mellem at holde julen hos os eller hos James’ bror Adam.
Men menuen er altid den samme, og sådan skal det jo være. Vi får farseret kalkun, serveret med en skøn, kraftig kalkunsauce, æblepeberrod, tranebærkompot og tændstikkartofler – som nogle også kalder kartoffelstrå.
Bagefter står den på risalamande med lun kirsebærsovs. Så er det jul!